Det særligt gode ved at være lægesekretær på Hæmatologisk Afdeling, er bl.a. den ansvarsfølelse der følger med pga. de arbejdsopgaver der er. Det giver en god tråd i vores arbejde, at vi samarbejder med en bestemt læge og de patienter han/hun har. Vi er inde over rigtig mange ting hvad angår de patienter, og vi er også deres kontaktperson på afdelingen sammen med lægen. Man følger mange ting til dørs, og det gør at man kan tilbyde et mere trygt og effektivt forløb for patienterne her, hvilket er meget tilfredsstillende.
Noget andet der gør det rigtig godt at være lægesekretær her på Hæmatologisk Afdeling, er det sociale samspil i sekretærgruppen. Vi spændt vidt hvad angår alder og interesser, men vi respekterer hinanden, og der er aldrig nogen dårlig tone iblandt os. Derudover bliver en presset arbejdsdag ofte lettet, ved at humøret er højt og der tit er sjove og herlige indfald.