Stråledoser Ved de nuklearmedicinske undersøgelser får patienten en lille stråledosis. I reglen er den af samme størrelse som ved en røntgenundersøgelse og den svarer til den årlige bestråling, som vi alle modtager. I de fleste tilfælde anvender vi et radioaktivt stof som hurtigt forsvinder eller udskilles fra kroppen.
Graviditet Hvis du er gravid, eller det ikke kan udelukkes, at du er det, skal du give din læge besked eller henvende dig til os. Det kan være, at undersøgelsen skal udsættes eller der skal laves en anden undersøgelse, hvor man ikke anvender radioaktive lægemidler. I nogle tilfælde er det muligt at give en lavere stråledosis.
Amning Hvis du ammer, skal vi også have besked. Nogle få radioaktive stoffer udskilles med modermælken og vi skal undgå, at dit barn får tilført det radioaktive stof. Ved de fleste undersøgelser anvender vi radioaktive stoffer, som nedbrydes eller udskilles hurtigt fra kroppen. Amningen behøver derfor kun kortvarigt at blive afbrudt. Du vil få nærmere besked af personalet.