Billedmæssig fremstilling af nyrernes funktion efter indtagelse af blodtryksnedsættende medicin.
Formål med undersøgelsen
Ved undersøgelsen laves en billedmæssig fremstilling af nyrernes funktion efter indtagelse af blodtryksnedsættende medicin (Captopril 25 mg).
Forberedelser til undersøgelsen
Til undersøgelsen skal du kunne ligge stille på ryggen i 20 minutter.
Hvis du er gravid eller ammer skal du oplyse det til personalet inden undersøgelsen starter.
Hvor længe varer undersøgelsen
Ca. 2½ time
Hvordan foregår undersøgelsen
Før undersøgelsen starter skal du sidde/ligge ned og hvile i ½ time. Du vil så få målt blodtryk og puls. Herefter bliver der lagt en plastikkanyle i en blodåre i armen og du skal indtage en tablet Captopril.
I den følgende time skal du drikke 1 liter kildevand, som du får udleveret. Efter 1 time bliver blodtryk og puls kontrolleret, hvorefter du skal gå på toilettet og lade vandet.
Herefter skal du ligge på et leje med et gammakamera under dig. Der indsprøjtes en lille mængde radioaktivt sporstof gennem plastikkanylen.
Billedoptagelsen varer 20 minutter.
Er der nogle bivirkninger
Der er ingen bivirkninger ved undersøgelsen. Den lille mængde radioaktivitet, der anvendes, er ikke farlig og er udskilt af kroppen efter få timer.
Svar
Svaret sendes til den henvisende læge, ambulatorium eller afdeling.