Æggestokkene har to funktioner: at modne æg i den fertile alder og at producere kvindelige kønshormoner. Æggestokkene er beliggende i bækkenet tæt på livmoderen og æggelederne.
Celleforandringer eller kræft i den ene eller begge æggestokke opstår hyppigst i cellerne på overfladen af æggestokkene. Æggestokkene kaldes også ovarier. Celleforandringer og kræft kan også opstå i æggelederne og disse sygdomme opfører sig på samme måde som forandringer i æggestokkene.
Celleforandringer Æggestokkræft
Celleforandringer på æggestokkene/æggelederne kaldes også borderlineforandringer. Disse celleforandringer er ikke kræft men kan udvikle sig til kræft, hvis de ikke behandles. Man ved ikke med sikkerhed hos hvilke kvinder, forstadierne udvikler sig til kræft. Derfor bliver alle kvinder med celleforandringer på æggestokke/æggeledere tilbudt behandling og kontrol.
I Danmark opereres der cirka 100 patienter årligt med cyster sv.t. æggestokkene med borderline-forandringer. De fleste borderlinecyster ses hos kvinder under 35 år. Man mener, at udviklingen af celleforandringer og kræft i æggestokkene er afhængige af et samspil af mange faktorer. Der er en sammenhæng mellem hormonelle faktorer og udvikling af celleforandringer og kræft i æggestokkene og i et mindre antal tilfælde kan sygdommen være arvelig.
SymptomerMange patienter med borderline ovariecyster har smerter i maven eller er infertile. Der kan optræde uspecifikke symptomer: tyngdefornemmelse, hyppige vandladninger, besvær med at holde på vandet og forstoppelse. Cirka en tredjedel af tilfældene er tilfældige fund uden symptomer.
Sådan bliver diagnosen stilletDiagnosen borderline ovarietumor bliver ofte stillet i forbindelse med en operation af en æggestokcyste. Mistanke om æggestokcyste vil foranledige henvisning til en gynækolog, der vil foretage en gynækologisk undersøgelse og en ultralydsskanning gennem skeden for at vurdere størrelsen og udseendet af cysten. Der vil også blive taget en blodprøve: CA-125. På baggrund af værdien på blodprøven, ultralydsskanningen og menstruationsstatus laves en risikovurdering for hvorvidt cysten kan være godartet, med borderlineforandringer eller kræft. Hvis risikoen for borderline/kræft vurderes at være høj foretages der en PET-CT skanning for at vurdere, om der er tegn på spredning af sygdommen (Patientinformation om PET-CT skanning ... klik her).
BehandlingBehandling af borderline æggestokcyster er operation. Indgrebets omfang vil afhænge af hvorvidt patienten fortsat har graviditetsønske og patientens generelle helbredsstatus. Under operationen foretages en mikroskopisk undersøgelse af den fjernede æggestokcyste og operatøren tager stilling til, hvorvidt der er grund til at udvide operationen ud fra dette svar..
Hos kvinder der ikke længere har graviditetsønske består operationen i fjernelse af livmoder, begge æggeledere og æggestokke samt fedtforklædet. Desuden tages små vævsprøver fra bugvægshinden og ved specielle cyster fjernes blindtarmen.
Hos yngre kvinder, der endnu ikke har fået børn eller fortsat har graviditetsønske kan man, ved borderlineforandringer sv.t. den ene æggestok, nøjes med at fjerne denne æggestok og tilhørende æggeleder. Derudover fjernes fedtforklædet og der tages prøver fra bugvægshinden.
InformationEn gynækolog vil informere om baggrunden for valg af operationstype. Du vil blive grundigt informeret om operationens omfang og mulige komplikationer på kort og på lang sigt. Du får udleveret skriftlig patientinformation.
BivirkningerForekomsten af bivirkninger vil være afhængig af operationens omfang. Såfremt den ene æggestok og æggeleder er fjernet vil fertiliteten være en del nedsat. Hormonproduktionen fra æggestokken vil dog fortsat være normal.
Såfremt livmoderen og begge æggestokke er fjernet, ophører menstruationerne, og du har ikke længere mulighed for at blive gravid. Hvis du ikke var gået i overgangsalderen inden operationen, kan du efter operationen opleve symptomer på overgangsalder i form af hede- svedeture og humørsvingninger. Hormonbehandling kan eventuelt lindre symptomerne.
Under operationen er der risiko for blødning og læsion af naboorganer; blære og tarm. Efter operationen er der risiko for infektion i såret og en mindre risiko for at såret springer op.
OpfølgningEfter operationen vil der blive foretaget mikroskopisk undersøgelse af det fjernede væv. Når du udskrives får du en tid til information og samtale om, hvorvidt der er indikation for efterbehandling.
Hvis der skal gives efterbehandling vil du blive henvist til onkologisk afdeling.
Såfremt du er færdigbehandlet vil du blive kontrolleret i gynækologisk ambulatorium i alt 5 år. Tilbage til top ... klik her
Æggestokkræft opstår hyppigst i cellerne på overfladen af æggestokkene. Æggestokkræft har en tendens til at sprede sig lokalt i bughulen langs med bugvægshinden. Der kan også opstå kræft i æggelederne og i bugvægshinden og de tre sygdomme har samme spredningsmønster og behandles på samme måde.
Cirka 600 danske kvinder får årligt konstateret æggestokkræft (eller kræft i æggeledere / bugvægshinden). Æggestokkræft rammer oftest kvinder over 60 år og er sjælden hos kvinder under 40. På Herlev opereres cirka 85 patienter årligt med disse kræftsygdomme. De fleste patienter, der henvises, har æggestokkræft med spredning.
Man mener, at udviklingen af celleforandringer og kræft i æggestokkene er afhængige af et samspil af mange faktorer. Der er en sammenhæng mellem hormonelle faktorer og udvikling af celleforandringer og kræft i æggestokkene og i et mindre antal tilfælde kan sygdommen være arvelig.
SymptomerSymptomer på æggestokkræft er vage og ukarakteristiske. Det skyldes at æggestokkene er små og beliggende i bughulen og først giver symptomer, når de er blevet væsentligt forstørret. En kræftknude på æggestokken kan give symptomer, fordi den trykker på de omkringliggende organer; blære og tarm, og den kan også give smerter, fordi cysten kan få æggestokken til at dreje rundt og afklemme for blodforsyningen. Maven kan blive udspilet pga. væskedannelse i bughulen. Uspecifikke symptomer kan være træthed, kvalme, manglede appetit og vægttab.
Sådan bliver diagnosen stilletMistanke om æggestokkræft vil foranledige henvisning til en gynækolog, der vil foretage en gynækologisk undersøgelse og en ultralydsskanning gennem skeden og udefra på maven for at vurdere størrelsen og udseende af æggestokkene og om der er tegn på spredning til andre organer. Der vil også blive taget en blodprøve: CA-125. På baggrund af værdien på blodprøven, ultralydsskanningen og menstruationsstatus laves en risikovurdering for, hvorvidt en proces på æggestokken kan være godartet eller ondartet. Hvis risikoen for kræft vurderes at være høj henvises til en gynækologisk afdeling med speciel ekspertise indenfor operation af æggestokkræft. På hospitalet foretages yderligere blodprøveundersøgelser og der foretages en PET-CT skanning af bryst- og bughulen, for at vurdere om der er tegn på spredning af sygdommen. (Patientinformation om PET-CT skanning ... klik her).
BehandlingVed mistanke om æggestokkræft anbefales operation til alle patienter. Hos enkelte patienter må man afstå fra operation pga. svære medicinske lidelser. Operationen består i fjernelse af den/de æggestokke med formodet kræft. Under operationen sendes de fjernede æggestokke til mikroskopisk undersøgelse. Såfremt det drejer sig om æggestokkræft udvides operationen og består i fjernelse af livmoderen og fedtforklædet. Ved én speciel kræftform fjernes blindtarmen. I nogle tilfælde vil man fjerne lymfeknuderne i bækkenet og evt. langs hovedpulsåren for at afklare, om der er spredning af kræftsygdommen. Hvis der er kræftvæv andre steder vil man tilstræbe at fjerne al synligt kræftvæv. Det kan i nogle tilfælde betyde at man må fjerne en mindre del af tarmen. I de fleste tilfælde kan tarm-enderne syes sammen igen, men i nogle tilfælde må der anlægges en stomi.
Hos unge kvinder med fertilitetsønske kan man i sjældne tilfælde bevare den ene æggestok og livmoderen i perioden indtil patienten har fået et barn. Disse patienter indgår i et tæt kontrolforløb.
InformationEn gynækolog med speciel erfaring indenfor gynækologiske kræftsygdomme vil informere dig grundigt om operationens omfang og mulige komplikationer på kort og på lang sigt. Du får udleveret skriftlig patientinformation, som du også kan downloade her på siden i højre side.
BivirkningerHvis livmoderen og begge æggestokke er fjernet ophører menstruationerne og du har ikke længere mulighed for at blive gravid. Hvis du ikke var gået i overgangsalderen inden operationen kan du efter operationen opleve symptomer på overgangsalder i form af hede- svedeture og humørsvingninger.
Hvis du har fået foretaget fjernelse af lymfeknuderne i bækkenet kan der opstå lymfeansamlinger i bækkenet og enkelte får kroniske problemer med hævede ben på grund af ophobet lymfevæske. Dette kan afhjælpes med støttestrømper og fysioterapi.
Nogle patienter oplever en negativ påvirkning af seksuallivet efter operationen. I hvilken grad dette opleves afhænger af, hvor stort indgrebet har været, og hvordan man har haft det inden operationen med sin partner. De hyppigste seksuelle problemer, der opleves, er nedsat lyst til seksuelt samvær og problemer med at blive fugtig i skeden.
De fleste patienter der opereres for æggestokkræft (eller kræft i æggeledere/bugvægshinden) anbefales efterfølgende kemoterapi. Du vil blive informeret om dette når du møder til svar og hvis det er relevant bliver du henvist til Onkologisk Afdeling R på Herlev Hospital.
Såfremt du er færdigbehandlet vil du blive kontrolleret i gynækologisk ambulatorium i alt 5 år.Tilbage til top ... klik her