SymptomerMuskelknuder (fibromer) i livmoderen er almindeligt og giver ofte ingen symptomer. Hvis de ligger under slimhinden, indvendigt i livmoderen, kan de føre til kraftige menstruationsblødninger. Store muskelknuder kan fylde ud nederst i underlivet og trykke på blære og tarm.
UndersøgelserVed underlivsundersøgelse og ultralydskanning vil man få oplysning om muskelknudernes størrelse og placering. I forbindelse med kraftige blødninger, kan det være nødvendigt at få foretaget en udskrabning, så andre årsager til blødningsforstyrrelsen end muskelknuder kan udelukkes.
BehandlingMuskelknuder skal kun behandles, hvis de giver anledning til gener, for eksempel på grund af deres størrelse, eller fordi de kan medføre kraftige menstruationer. Mindre muskelknuder, der ligger tæt ved slimhinden i livmoderen, kan fjernes via en kikkert (hysteroskop) ført ind i livmoderen gennem livmoderhalskanalen. Fjernelse af muskelknuder via hysteroskop er et mindre indgreb, som almindeligvis foretages på hospitalets Afsnit for Dagkirurgi.
I andre tilfælde benytter man en helt ny behandlingsmetode, som består i at muskelknuderne opvarmes med radiobølger via en såkaldt radiofrekvenselektrode. Under en kortere varende fuld bedøvelse, bliver elektroden ført ind i muskelknuden under vejledning af ultralydskanning. Behandlingen medfører vævsdød i muskelknuden, som efterfølgende bliver nedbrudt og opsuget i kroppen.
Operation med fjernelse af livmoderen kan foregå via bugvæggen eller i nogle tilfælde gennem skeden. Hvis kvinden fortsat har ønske om at bevare muligheden for få børn, kan man i nogle tilfælde nøjes med at fjerne muskelknuden uden at fjerne livmoderen.