Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Hvad skal jeg gøre hvis...

Læs om, hvad du skal gøre, hvis du for eksempel bløder, har smerter, er utilpas, slår maven eller mærker mindre liv.
 

     

Hvad skal jeg gøre hvis…   

… jeg bløder
Du skal altid reagere, hvis du bløder. Hvis det er før 20. uge, skal du kontakte din egen læge eller skadestuen. Hvis du kun bløder en smule og ikke har smerter, kan det være helt ufarligt. Hvis du både bløder og har ondt i maven tidligt i graviditeten, kan det være tegn på, at du er ved at abortere.

Hvis du bløder efter 20. uge, skal du ringe til Fødemodtagelsen og fortælle, hvor meget du bløder, og om du har smerter. Ud fra det, du fortæller, tager jordemoderen stilling til, hvad du skal gøre.

Mange kvinder bløder under graviditeten, og det er ikke altid muligt at sige, hvad det skyldes. Hvis det er sidst i graviditeten, kan blødning være tegn på, at du er ved at føde.

Telefonnummeret til Fødemodtagelsen er 38 68 32 57.

Til toppen >>>

  
… jeg har smerter
Hvis du har smerter, og du mener, det har noget med graviditeten at gøre, skal du ringe til Fødemodtagelsen. Hvis du har ondt i siderne, kan det skyldes, at livmoderen vokser, så båndene i siden giver sig.

Hvis du har ondt midt i maven, kan det have noget med livmoderen at gøre. Hvis du har overanstrengt dig, kan den være spændt og hård, så bør du lægge dig og slappe af.

Veerne kan du kende ved, at du får smerter, og så kommer der en pause, og så får du smerter igen. Hvis det gør ondt hele tiden, skal du ringe til Fødemodtagelsen.

Telefonnummeret til Fødemodtagelsen er 38 68 32 57.

Til toppen >>>


  
…jeg er utilpas og har hovedpine
De fleste har hovedpine nu og da, og det bliver ikke nødvendigvis anderledes, fordi du er gravid. Hvis du har hovedpine gennem længere tid, skal du fortælle om det, når du er til kontrol hos din egen læge, eller når du er til jordemoderkonsultation.

Hvis du pludselig får hovedpine og eventuelt synsforstyrrelser, kan det være tegn på, at du har højt blodtryk og måske er ved at udvikle svangerskabsforgiftning.

I slutningen af graviditeten er der større risiko for at få svangerskabsforgiftning. Hvis du er i de sidste seks uger af graviditeten og har hovedpine gennem længere tid, skal du ringe til Fødemodtagelsen og tale med en jordemoder.

Telefonnummeret til Fødemodtagelsen er 38 68 32 57.

Til toppen >>>


   

…huden klør
Hvis du har voldsom kløe i huden i flere dage, skal du fortælle om det, når du er til kontrol hos din egen læge eller hos jordemoderen. Så får du taget en blodprøve for at måle leverfunktionen. Leveren kan være påvirket af, at du er gravid, så den udskiller affaldsstoffer, der giver kløe i huden.

Hvis det klør i huden på maven, kan det blot skyldes, at maven er så stor, at huden skal udvide sig meget. Det kan klø, hvis du får strækmærker.

Telefonnummeret til Fødemodtagelsen er 38 68 32 57.


Til toppen >>>


   

…jeg slår maven
Hvis du får et direkte tryk eller slag i maven, skal du ringe til Fødemodtagelsen. Her vurderer jordemoderen, om du skal komme ind og blive undersøgt. Hvis jordemoderen mener, der er behov for det, kan du også blive indlagt et døgns tid til observation.

Telefonnummeret til Fødemodtagelsen er 38 68 32 57.

Til toppen >>>


   

…jeg mærker mindre liv
Fra ca. 20. uge og resten af graviditeten mærker du barnet stort set hver dag. I 20.-25. uge kan der dog være dage, hvor du ikke mærker noget. I nogle perioder er barnet mere aktivt end i andre perioder.

Hvis du i løbet af graviditeten synes, der sker en markant ændring i barnets måde at bevæge sig på, er det vigtigt, at du reagerer.

Hvis barnet bevæger sig mindre, end det har gjort før, eller slet ikke bevæger sig, kan du prøve at synge for barnet eller drikke noget isvand for at se, om det reagerer. Hvis der ikke er nogen reaktion, og du føler dig utryg, skal du ringe til Fødemodtagelsen og tale med en jordemoder.

Ud fra dine oplysninger vurderer jordemoderen, om du skal komme ind på Fødemodtagelsen.

Telefonnummeret til Fødemodtagelsen er 38 68 32 57.

Til toppen >>>


   

… vandet går / vandet siver
Når der går hul på fosterhinderne, går vandet, og det er ofte det første tegn på, at fødslen går i gang. Hvis vandet skyller ud af dig, er der ingen tvivl om, at det er gået, men hvis det kun siver, kan det være svært at vurdere.

Hvis du er i tvivl, kan du tage et bind på. Hvis det er vådt efter en time, er vandet sandsynligvis gået.

Når vandet er gået, eller du formoder, det er gået, ringer du til Fødemodtagelsen. Får du ikke veer af dig selv kan fødslen sættes igang.

Hvis vandet siver, og du ikke er så langt i graviditeten, at du skal føde, er det vigtigt at ringe til Fødemodtagelse med det samme, da det kan være tegn på, at du føder for tidligt.

Telefonnummeret til Fødemodtagelsen er 38 68 32 57.

Til toppen >>>


   

… jeg får veer / plukveer
Når musklerne i livmoderen trækker sig sammen, får du veer. Veerne gør, at livmodermunden udvider sig, og barnet bliver skubbet nedad. I løbet af graviditeten vil du opleve at få plukveer. I slutningen af graviditeten ændrer plukveerne karakter og bliver mere smertefulde.

Det, der adskiller veer fra plukveer, er, at veer er mere regelmæssige. De har en regelmæssig længde og er adskilt af regelmæssige pauser. Hvis du skal føde for første gang, skal der være ca. 2-3 minutter mellem veerne, når du ringer til Fødemodtagelsen og fortæller, du kommer.

Hvis du har født før, ringer du til Fødemodtagelsen, når der er 5 minutter mellem veerne.

Hvis du får tiltagende smertefulde plukveer/veer før uge 37, er det vigtigt, at du henvender dig til Fødemodtagelse.

Telefonnummeret til Fødemodtagelsen er 38 68 32 57.

Til toppen >>>



… jeg har brug for hjælp
Hvis du har et akut problem, som er relateret til din graviditet, kan du altid ringe til Fødemodtagelsen. Her bliver telefonen altid besvaret af en jordemoder. Hvis jordemoderen ikke kan stille en diagnose over telefonen, skal du komme ind på Fødemodtagelsen og blive undersøgt.

Hvis problemet ikke er akut, kan du i stedet nævne det, næste gang du skal til jordemoder eller til kontrol hos din praktiserende læge.

Telefonnummeret til Fødemodtagelsen er 38 68 32 57.

Til toppen >>>




Redaktør
Karina Fischer Blom
Email:Lzmk@z9d.regionh.dk