Ved skanning med ultralyd kan vi følge fosterets udvikling, beregne fødselsterminen og undersøge fosteret for misdannelser.
TIDLIG SKANNINGHvis din læge eller jordemoder finder det nødvendigt, kan vi skanne dig tidligt (før 11. uge). Formålet med tidlige skanninger er at afgøre, om graviditeten sidder rigtigt inde i livmoderen, om der er ét eller flere fostre, og om fosterhjertet slår, hvilket først med sikkerhed kan ses efter uge 6. Desuden måler vi fosterets længde for at fastslå fødselsterminen.
NAKKEFOLDSKANNING Vi tilbyder at foretage en nakkefoldsskanning, for at undersøge risikoen for Downs Syndrom hos fosteret. Skanningen foretages, når du er mellem 11 uger + 2 dage og 13 uger + 6 dage i din graviditet.
MISDANNELSESSKANNINGNår du er i uge 19-20 tilbyder vi en gennemskanning eller misdannelsesskanning. Det er en god idé at bruge lidt tid på at sætte sig ind i, hvad skanningen går ud på.
HVAD ER ULTRALYDSSKANNING?Ultralyd er lydbølger med så høj frekvens, at de ikke kan høres af det menneskelige øre. Man kan heller ikke mærke lydbølgerne. Lydbølgerne reflekteres af det væv de rammer, og ved hjælp af avanceret udstyr dannes et billede på skærmen.
Ultralydsskanning af gravide har været anvendt siden midten af 1960´erne, og der er aldrig fundet tegn på skadelige virkninger - hverken hos fostret eller den gravide.
HVEM SKANNER? Det er specialuddannede jordemødre og læger, der udfører skanningerne. De vil somme tider bede en kollega om at kigge med ved undersøgelsen, da det af og til kan være vanskeligt at tolke et billede.
Nogle skanninger foretages udelukkende af læger. Det drejer sig typisk om specielle skanninger - fx særlige skanninger af fostrets hjerte. Lægerne følger også nogle patienter gennem hele graviditeten. Hvis der er mistanke om misdannelser eller hvis ultralysdbillederne er svære at tolke, vil en læge altid blive inddraget.
HVORDAN FORGÅR EN SKANNING?En skanning kræver ingen særlig forberedelser fra din side, men det kan være en god idé at tømme blæren inden undersøgelsen.
Undersøgelsen foregår på maveskindet, men af og til er det nødvendigt at skanne gennem skeden, især tidligt i graviditeten, eller hvis særlige forhold skal belyses, f.eks. moderkagens placering i forhold til livmoderhalsen. Der er ingen smerter forbundet med undersøgelsen.
Undersøgelsen og forklaring af svaret varer samlet ca. en halv time, men det er klogt at sætte en time af til besøget, da der kan være ventetid.
Det kræver ro og koncentration at skanne. Du er velkommen til at tage én voksen med til undersøgelsen. Det er vores erfaring, at selv større børn kan have svært ved at forstå billederne.
KAN MAN FÅ BILLEDER AF FOSTERET?Du kan få et til to billeder af fosteret, hvis det ligger, så det er muligt at tage et billede. Du bedes venligst gøre opmærksom på, at du ønsker billeder ved undersøgelsens start, så undersøgeren kan være opmærksom på et evt. ”godt motiv” undervejs.
Ring til Fødemodtagelsen:
Sådan finder du føde-modtagelsen og fødegangen