Principperne bag vores hormonbehandling

Når vi anvender hormonbehandling, er det naturligvis for at øge chancen for graviditet.

Hormonbehandling er imidlertid mange ting. Behandlingen går oftest ud på at forstærke, hæmme eller erstatte de naturlige hormoner.

Se illustration ... klik her

Eksempler på hormonbehandling
Ved manglende ægløsning kan behandling med klomifen® -tabletter ( som får hypofysen til at danne mere af det naturlige FSH) hos nogle kvinder være nok til at stimulere til en god ægudvikling som også fører til ægløsning. Andre har brug for FSH-injektioner.

Ofte suppleres dog med en ægløsningssprøjte med hCG, for at sikre ægløsningen.

Ved let nedsat sædkvalitet eller endometriose eller uforklaret infertilitet vil man ofte behandle med insemination. Her anvendes ligeledes klomifen® -tabletter eller FSH-injektioner til at stimulere en god ægudvikling, og her gives altid en ægløsningssprøjte, så inseminationstidspunktet kan times til ægløsningstidspunktet.

Ved insemination med sæd fra donor, og hvis kvinden har normal ægudvikling, kan man ofte undlade hormonstimulation, og nøjes med at give en timet ægløsningssprøjte før inseminationen.

Ved reagensglasbefrugtning (IVF) er hormonbehandlingen mere kompliceret.

Her ønsker man, at der udvikles mere en den ene naturlige ægblære, - gerne 8-10 ægblærer. Hermed er der størst chance for at kunne udvælge et flot modent æg til ægoplægning.

Når ægblærerne vokser, producerer de alle sammen østrogen, som når koncentrationen er tilpas høj vil udløse ægløsningen. Derfor må man ved IVF-behandling, blokere det naturlige ægløsningssignal, så de mange ægblærers østrogen ikke udløser ægløsning inden vi når at aspirere ægblærerne ved ægudtagningen.

Skema 3, lang protokol
Fra 21. cyklusdag og 14 dage frem gives nedregulering med en GnRH-agonist (Synarela® eller Buserelin®), som blokerer det naturlige GnRH fra hypothalamus. Herved holder hypofysen op med at producere FSH og LH til æggestokkene.

Formålet ned nedreguleringen er dels at hindre at hypofysen sender ægløsningssignal af sted i utide, dels at synkronisere follikelvæksten, så de nye ægblærer følges i vækst.

Selve stimulationen af æggestokkene styres i stedet af os, idet vi ordinerer den FSH-dosis der skønnes passende for at udvikle 8-10 ægblærer..

Efter 14 dages nedregulering begynder man således at stimulere ægblærevæksten med FSH, samtidig med at den nedregulerende behandling fortsættes.

Væksten kontrolleres med UL-scanninger og når ægblærerne har en passende størrelse gives en timet ægløsningssprøjte, så æggene færdigmodnes , men ikke løsnes inden ægudtagningen.

Ægudtagningen foregår 2 dage senere og æggene befrugtes i laboratoriet. 2-3 dage herefter lægges et eller 2 befrugtede æg op i livmoderen . 2 dage efter ægudtagningen starter man med progesterontilskud for at styrke slimhinden i livmoderen, da den naturlige progesteronproduktion fra det gule legeme er blevet forstyrret af vores hormonbehandling og måske også af ægudtagningen.

Progesteronbehandlingen fortsætter i 14 dage, hvorefter en eventuel graviditet allerede er blevet selvforsynende med progesteron.

Skema 4, kort protokol
Fra 2. eller 3. cyklusdag stimuleres ægblærevæksten med FSH.

Da man i dette skema ikke er startet ned at nedregulere hypofysen, må man, for at forhindre ægløsning i utide, give en ægløsningsblokker, når risikoen for LH stigning nærmer sig. Rent praktisk gives en GnRH-antagonist fra 6. dagen, eller når den ledende ægblære er 12-14 mm.

Herefter kontrolleres væksten af ægblærerne med UL-scanninger og den videre behandling er som i Skema 3.