Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Brok - operation

Hvis barnet bliver syg med fx forkølelse eller feber op til operationsdagen, skal du kontakte afsnittet hurtigst muligt.

Før operationen
Dit barn skal i bad enten aftenen inden eller samme morgen, det skal opereres, da det er vigtigt at være ren under en operation.

Vi anbefaler, at du har den smertestillende medicin Pamol hjemme til dagene efter operationen. Hvor meget medicin aftales med personalet.

Operationsdagen
Hjemme gives Emla-creme (tryllecreme) på begge håndrygge 1½ time før den planlagte operation.

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Dit barn skal derfor være fastende for mad 6 timer før operationen. Det er vigtigt, at barnet får noget at drikke indtil 1 time før mødetid i afsnittet. Barnet må drikke vand og gerne saft, men ikke mælk og juice.

Det er vigtigt, at man som forælder får noget spise, så man er frisk, når barnet skal bedøves og senere vender tilbage efter operationen.

Der er mulighed for, at en af forældrene går med på operationsstuen, indtil barnet sover.

Efter operationen
Efter operationen bliver dit barn kørt til opvågning på Det Perioperative Afsnit og du bliver kontaktet, når barnet er ankommet dertil, så du kan være sammen med dit barn.

Det er forskelligt, hvor længe børn sover efter en operation, så hav tålmodighed - barnet har godt af at sove efter bedøvelsen.
Når dit barn er klar til det, følges I tilbage til Børneafdelingens sengeafsnit på 20. sal.

På Sengeafsnittet på 20. sal
Dit barn må stå op, når det har lyst - helst samme dag - men skal være under opsyn, da det kan være svimmelt og have kvalme. Barnet må spise og drikke efter behov. Personalet giver det smertestillende medicin, hvis det har ondt.
Barnet kan formentlig udskrives sidst på eftermiddagen eller først på aftenen.

Hjemme igen
De første par dage efter operationen skal dit barn have mulighed for ro og hvile efter behov.

Barnet skal have smertestillende medicin, aftales med personalet.

Et døgn efter operationen må barnet komme i brusebad, og det er ikke nødvendigt at sætte plaster over såret igen. Svømmehal, karbad og havvand skal vente, til såret er helet, og sårskorper er væk.

Efter 2-3 dage må barnet komme i daginstitution eller skole.
Barnet regulerer selv sit aktivitetsniveau, dog bør hård fysisk udfoldelse vente ca. 14 dage.

Operationssåret
Der kommer et lille operationssår, som er lægt efter 8-10 dage.

Hvis ikke andet er oplyst, er såret syet sammen med en tråd, som opløses af sig selv. Er tråden ikke faldet af efter 8-10 dage, må du gerne selv klippe den af.

Bliver operationssåret yderligere rødt, hævet eller væskende, eller får barnet høj feber, kan det være tegn på infektion. Hvis det er inden for 24 timer efter udskrivelsen, skal du kontakte børneafsnittet. Derefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.