Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

For tidlig pubertet opr

Behandlingen for for tidlig pubertet foregår i Børneambulatorium LA00, Glostrup Hospital


Hvis en for tidlig startet pubertet behandles, betyder det, at puberteten ikke udvikler sig yderligere mens behandlingen står på.




Hvordan virker behandlingen?
Puberteten standses ved, at barnet får en indsprøjtning med hormon, der hindrer udskillelsen af de overordnede kønshormoner.

Bivirkninger
Vi har ikke kendskab til alvorlige bivirkninger ved behandlingen, som er givet til mange børn. Vi har dog erfaret, at nogle børn har tendens til øget appetit og derfor skal være opmærksomme på, hvad de spiser. I meget sjældne tilfælde er set hududslet samt betændelseslignende reaktioner i huden. Undertiden kan piger få en lille menstruationsblødning efter første indsprøjtning er givet. 

Behandlingen
Medicinen gives som en indsprøjtning i den underste del af huden. Det gør en lille smule ondt, idet medicinen sprøjtes ind, men smerten forsvinder hurtigt igen. Det er vigtigt i starten at give medicinen med 14 dages mellemrum. Dette gøres for at sikre sig, at de overordnede kønshormoner er ordentligt undertrykt. Der gives derfor indsprøjtning på dag 0-14-28. Herefter skal barnet have en indsprøjtning hver 3.-4. uge.

Det er meget vigtigt, at medicinen gives til tiden, og at ingen af indsprøjtningerne springes over. I modsat fald er der risiko for, at pubertets­hormonerne vil blive aktiveret igen. Er det ikke muligt at give indsprøjtningen på den planlagte dato, er det derfor meget vigtigt, at den gives før.

Hvem giver barnet indsprøjtningerne?
I starten giver vi indsprøjtningerne i Børneambulatorieum LA00. Senere kan det foregå hos egen læge, hvis I ønsker det.

Kontrol af behandlingen 

For at se om behandlingen virker skal jeres barn have lavet en hormon-test i forbindelse med 5. indsprøjtning. Det er den samme test som blev lavet inden behandlingen blev sat i gang. Testen skal laves umiddelbart før en indsprøjtning, så der er mindst muligt medicin i blodet. 

I er velkomne til at tage medicinen med, så barnet kan få sin indsprøjtning efter testen. Hvis testen viser, at behandlingen ikke er effektiv nok, skal jeres barn have hormonindsprøjtninger hver 3. uge i stedet for hver 4. uge. Hormontesten gentages for at kontrollere virkningen af indsprøjtninger hver 3. uge.

Hver 3. måned skal barnet komme til kontrol i Børneambulatoriet. Her bliver det målt og vejet, og lægen undersøger pubertetsudviklingen.

For at følge knogleudviklingen og knoglemodningen vil venstre hånd blive røntgenfotograferet ca. 1 gang om året.

Påvirker behandlingen væksten?
Væksthastigheden vil hos de fleste falde i løbet af det første halve til hele år under en velreguleret behandling. Man tilsigter, at vækstraten fortsætter på det niveau, som før puberteten gik i gang.

Hvor længe skal behandlingen fortsætte?
Behandlingen fortsætter, indtil barnet og forældrene i samråd med lægen mener, at det er tid til at slutte. Det kan være, når de andre børn i klassen begynder deres pubertet, og når barnet har nået den alder, hvor den normale pubertet ellers ville være startet. Ligeledes kan overvejelser om, hvor høj barnet bliver, også spille ind.

Efterkontrol
Efter afslutning af behandlingen vil kontrollen almindeligvis fortsætte til barnet er udvokset, og til pigerne har regelmæssig menstruation.